mandag den 25. maj 2009

Så går det løs - følg de tre spor

Nu går det stærkt. Konferencen er bygget op omkring tre spor:

1) Kommunikativt lederskab
2) Being good or looking good
3) Hvordan kommunikerer, når alting forandres?


I stedet for at starte med en lang key-note, får vi lige den hurtige intro, der slår tonen og temaet an. Dejligt.


5 minutter til spor 1:
Charlie Nordbloom fra Strategic internal Communications hos Volvo får ordet som den første:

Salget er gået ned med 27 %, og krisen er global. Medierne sælger flere aviser, og nogle politikere scorer hurtige points på at kritisere erhvervslivet. Men i virkeligheden er vi ”managing a crisis”, mener Charlie, og det er nu, lederne bliver sat på prøve. Problemet er bare, at de mangler kommunikative erfaringer. De arbejder i dag under et stort pres, hvor kodeordene er ”integrity” og ”loyalty”.





-Det er nu, lederne skal gøre en forskel, docerer Charlie, og de skal frem for alt være autentiske. Vi kan ikke give dem et lynkursus, der klarer dem igennem krisen. De, der overlever er dem, der står på en platform af fælles værdier. I Europa deler vi noget, der gør os meget forskellige fra USA, nemlig den sociale kontrakt. Men det betyder også, at lederne har forskellige kommunikative roller. De skal skabe mening og vinde tillid. Det kalder på en ny rolle, hvor lederen er coacher, og det er her, kommunikationsafdelingerne får deres nye rolle og kan bistå med at drive ændringerne frem.


3 minutter til spor 2:
Tim Rogers, direktør for International Education Consultants i UK.

Vi står med store udfordringer og er under et kæmpe pres, og i UK arbejder vi på at få flere studerende fra hele verden. Vi har ingen social kontrakt – det er vist kun i Norden, den er tilbage! Hos os betaler de studerende for alt, men det betyder, at forventningerne er tilsvarende store. I dag er de studerende kunder, og de forventer en digital service, som de fleste af os her i salen knap nok kan honorere. Dagens perspektiv er totalt ændret, og vi skal kommunikere til unge, der forbruger informationer og nyheder på en helt anden måde end vi gør. Vi har foretaget en undersøgelse af, hvor hurtigt de studerende forventer at få svar på en e-mail, de sender til det universitet, de søger ind på. Resultatet var 8 sekunder… Vi skal lære, at det ikke er nok at konkurrere på kvaliteten i uddannelserne, den tager de studerende nemlig for givet, men også på kvaliteten i kommunikationen.

2 minutter til spor 3:
Liam FitzPatrick, direktør for Simply Good Advice i UK.

Der er for meget støj i vores arbejdsdag, og vi mangler mening og autentiske fællesskaber. Det er den store udfordring for kommunikatører. Hvordan redefinere man rollen fra at være værktøjsorienteret til at hjælpe organisationer til at skabe mening og autencitet?


Så er der tid til spørgsmål fra salen:

Hvilken slags adfærd og kompetencer har vi brug for i kommunikativt lederskab?

Charlie: Den dårligt kommunikerende leder bruger altid den samme undskyldning : Jeg har ikke tid. Men oftest er det egentlige problem så, at de er dårlige ledere. Der skal også lyttes meget. Communication leadership er baseret på at involvere folk i beslutningerne, få feedback og støtte den personlige udvikling hos den enkelte. Der skal altid være face-to-face kommunikation. I mange år har vi optaget talen fra vores øverste ledere på video og lagt den ud på nettet. Men da vi målte på effekten, opdagede vi, at der ikke var særlig mange, der så dem… Men fra det øjeblik vores øverste ledelse talte direkte til medarbejderne, så blev der downloaded bagefter!

Liam: Lederne skal vide, hvad deres job består I, og at kommunikation er en af årsagerne til, at de får mere i løn… Bruger vi overhovedet tid på at forklare dem betydningen af kommunikation? Mange mener, at det er de jo ikke trænet i, men de behøver faktisk ikke være specialister eller tale som Obama! De skal bare gøre deres bedste, og så skal der indarbejdes strukturer, så der lyttes og arbejdes med kommunikation.

Hvis ansvar er det i organisationen, at fortælle ledelsen, at de skal kommunikere?

Liam: Hm, det er en god udfordring! Mange kommunikationsafdelinger arbejder mest med at producerer kommunikationsprodukter på samlebånd, hvor de burde arbejde mere sammen med ledelsen om at fortælle dagens budskab.

Vi ønsker alle at blive det bedste universitet, men hvordan gør vi?

Der er ikke noget land, der sælger sig på at være billigt. Problemet er, at vi alle bruger det samme marketingsprog. Det første jeg opdagede her i Reykjavik var jeres faciliteter. De er unikke for jer. De fleste af jer taler om verdensklasseuniversiteter, studenterorienteret læring og forskningsbaseret undervisning. Men de studerende vælger faktisk ud fra, at den akademiske kvalitet er i orden. Det er det lokale, der tæller. I skal være mere amerikanske. I skal fortælle, at I er anderledes. Det kan være måden, I underviser på eller miljøet. Det at investere i en akademisk uddannelse er stadigvæk næsten på niveau med at købe et hus, så I skal overbevise.

Liam: I en kommunikationsafdeling er vi ofte optaget af at producere, og vi kender alle sammen den varme fornemmelse, når man lukker kassen op med en ny publikation… Men vi skal blive bedre til at skabe den kommunikation, der er brug for.

Charlie: Alle kommunikatører arbejder på højtryk for at introducere sociale medier i deres kommunikation. Alle taler om det, så må det jo være godt. Jeg savner, at man fortæller mig om forretningsfordelene. Vi har prøvet at introducere wikis og interne blogs, men det er lidt som kejserens nye klæder….

Det er mellemlederne, der har den største udfordring i dag. Vi mangler at udvikle metoder, der kan støtte dem meget mere. Selv om lederen ikke spørger dig, så er det din pligt som kommunikatør at fortælle ham, hvad der skal siges. Kvinder er gode til at lytte og de stjæler ikke spotlight! De har støttet lederne i mange år, og de har det personlige netværk, der skal til. Professionnelle coachere er erfarne kvinder, der kan lytte!




Lær dig alle sprog


Vigdis Finnbogadóttir er Islands tidligere præsident - og første kvindelige præsident i verden; hun byder velkommen.

”Om du vil blive lærd, skal du lære dig alle sprog, uden for den sags skyld at glemme dit eget!”

Vi er alle født til at lære sprog, fortæller Vigdig. -Sprog er en fantastisk skat. Sprog er alt. Når jeg spørger unge mennesker, hvad nøglen til verden er, så svarer de penge! Men selv penge defineres med ord, og der skal ord til at lave forretninger. Det er med ordet, vi tilrettelægger vores fremtid. Alle har ret til deres eget sprog, men at lære sig så mange sprog som muligt øger respekten for alle verdens kulturer.

-Spørgsmålet er, hvordan vi skal kommunikere med hinanden i fremtiden? Hvordan ser den fremtidige sprogrejse ud for os? Vigdis lægger vægt på, at Nordisk Råd har udformet en sprogpolitik, der indebærer, at vi i Norden skal kommunikere på skandinavisk.

Men hovsa: nu skifter Vigdis fra skandinavisk til engelsk af respekt for de ikke nordiske konferencedeltagere! Hun mener i øvrigt, vi skal være på vagt over for sprogets erosion og det engelske sprog, der kryber ind over alt. I Norden bør vi lægge mere vægt på nabosprog, og Island har – som det sprog, der har udviklet sig mindst – den største udfordring! Den bedste måde at lære andre sprog på er at starte med dansk. Smukt udtalt dansk er som at høre en violinkoncert – tag den!

Vigdis Finnbogadóttir elsker sprog og hader agronymer, så derfor har hun meldt sig ind i wwaa = world war against agronyms! Hun skal i øvrigt stå i spidsen for et nyt World Language Center, der er under opbygning i Reykjavik. Sprog er arv, god konference!


KonferenceOpvarmning

Der var det hele: konferencetasken og receptionen, hvor rektor for universitetet talte om den stigende betydning af kommunikationsafdelingernes indsats og ønskede god vind til konferencen! Hertil kom et lille lynkursus i islandsk, så kommunikationsfolkene ikke går helt galt i byen. "Hest" hedder "hestur" - og sådan er det hele vejen igennem!



Det nye: at man på forhånd har meldt sig ind i konferencens FaceBook-gruppe, hvor jeg i formiddags blev medlem nr. 103! Der er ikke skrevet så meget derinde, halvdelen af konferencedeltagerne har lige været inde i vise flaget...


Men det allerbedste er altid at mødes med gamle bekendte og udveksle nyt. På DTU slås de lidt med pressen om, hvorvidt de nu bruger for mange penge på markedsføring. SF vil have loft over universiteternes PR-budgetter, men indtil videre kan universiteterne ikke engang enes om etiske retningslinjer, men forlader sig på conduite og sund fornuft.


Er det så her, jeg undlader at indsætte en reklameblok med link til Danmarks Biblioteksskoles profilavis, der blev udsendt med både JP og Politiken ... Ingen tvivl om, at vi alle føler os pressede til at bruge flere og flere penge. Sidste nye skud på stammen er, at uddannelsesmessen "Uddannelse uden grænser" også bliver afholdt i Århus. Er vi glade for denne nye mulighed for profilering? Eller river vi os i håret ved tanken om, at nu skal budgetterne række til én messe mere? Og det er vel næppe en samlet indstilling fra landets studievejledere men snarere en række driftige forretningsmænd, der lige kom i tanke om Århus. Måske ikke helt dumt med det loft...
Andre diskuterer SKI - Statens og kommunernes indkøbsservice. En del frygter, at vi nu alle sammen kommer til at bruge de samme bureauer og de samme grafikere og får omtrent den samme profil. Mere loft...